Rejsevaccinationer og Priser

Vaccination ved udlandsrejse.

Lægerne i Tårs tilbyder at hjælpe dig med vaccinationer, hvis du skal ud at rejse. Ved rådgivning om vacciner støtter vi os til Statens Seruminstituts opdaterede vejledninger.

For at rådgivningen kan blive så præcis som mulig, beder vi om detaljerede oplysninger om din/jeres rejseplan. Vi lægger særlig vægt på:

  • Hvilke(t) land(e) du skal rejse i
  • Hvor længe du skal være i hvert enkelt land
  • Hvordan du rejser: Fly? Tog? Lokale busser? Vandre?
  • Hvordan du bor: Turisthotel? Lokalt hotel? Vandrehjem? Privat?
  • Om der er særlige risikofaktorer, f.eks. trekking i junglen, dårlige hygiejniske forhold, tæt kontakt til lokalbefolkning eller dyr.

Når vi kender din rejseplan, kan vi udarbejde et vaccinationsprogram til dig. Det er vigtigt, at du kontakter os i god tid, gerne 8 uger før afrejse. Nogle vacciner skal gives flere gange inden afrejse, og der kan være op til 1  1/2 uges leveringstid på vacciner.

Vi udarbejder gerne et tilbud på vaccinationerne, beregnet efter tabellen over priser, du kan se nedenfor.

Vaccinerne bestilles hjem i hvert enkelt tilfælde via Statens Seruminstitut. Bestiller du vacciner, som du efterfølgende ikke gør brug af, vil du derfor blive opkrævet vaccinens fulde pris alligevel. Det gælder naturligvis kun, hvis vi har afgivet bestillingen.

I særlige tilfælde kan vaccinen leveres ekspres mod et gebyr – se prisliste.

Priser for vaccination

Vaccine / ydelse Beskyttelsens varighed Pris pr. vaccinedosis
1. konsultation, inkl. rådgivning 260,-
2. og følgende kons. 130,-
Hepatitis A (HAVRIX), voksen/barn 1-15 år 1 år efter 1 stik, 25 år efter 2 stik 305/235,-
Hepatitis B, voksen/barn 0-15 år 1 år efter 2 stik, 10 år efter 3 stik 215/170,-
Hepatitis A+B, voksen/barn 1-15 år 1 år efter 2 stik, 25/10 år efter 3 stik 425/290,-
Gul feber (Stamaril) 10 år efter ét stik. Attest gyldig efter 10 dage 200,-
Centraleuropæisk hjernehindebetændelse 295,-
Meningokok, tetravalent 3 år efter ét stik 500,-
Tyfus, medicin til indtagelse 1-3 år efter 3 kapsler ca. 230,- for 3 kapsler
Tyfus, til indsprøjtning 3 år efter 1 dosis 215,-
Japansk hjernehindebetændelse (kun voksne > 18 år) 1-2 år efter 2 doser 900,-
Rabies (hundegalskab) 2 år efter 3 doser. REVACCINATION PÅKRÆVET VED EKSPOSITION 620,-
Ekspresgebyr, pris pr. forsendelse Levering førstkommende hverdag (ikke mandag) 530,-
Hastegebyr Levering samme dag, snarest ca. 1.375,-
Andre vacciner Pris oplyses på forespørgsel

Der tages forbehold for prisændringer. Ovenstående priser er vejledende.

Praktiske oplysninger

Der tilbydes rabat til hjemmeboende børn og unge under 21 år. De tilbydes 1. vaccination til halv pris, hvis de rejser med mindst én fuldt betalende voksen.

Vi har normalt et lille lager af vaccine mod hepatitis A og gul feber. Øvrige vacciner leveres hver fredag, hvis der er bestilt inden onsdag middag og kan gives fra mandag (vi ved aldrig, hvornår vi får varer om fredagen).

Afregning foregår på vaccinationsdagen. Der kan betales kontant eller med (Visa)Dankort, men ikke med andre betalings- eller kreditkort.

Sygeforsikringen “danmark” giver 50 % i tilskud til både vacciner og vaccinationshonorar. Det gælder for medlemmer af gruppe 1, 2 eller 5.

Vore priser på vacciner er Seruminstituttets pris oprundet til nærmeste hele 5 kr. Vi forbeholder os derfor ret til at ændre priserne uden varsel, hvis SSI ændrer leveringspriserne for at undgå tab.